Restaurering
Restaurering og forbedring af billeder
Har du taget et billede ved en stor begivenhed, som desværre har lidt skavanker, eller er feriebillederne lidt kedelige at se på? Ligger der fotografier og diasbilleder blandt arvegodset, som du gerne vil give en ny tilværelse på væggen, eller vil du lave invitationer med det 25 år gamle bryllupsbillede, bordkort med dåbsbillederne eller lave et sjovt indslag med de gamle billeder fra syvende klasse?
Så kan jeg hjælpe. Jeg har stor erfaring i efterbehandling af billeder, og kan bearbejde materiale hvadenten de er taget med dit digitalkamera, er et gammelt portræt fra væggen, negativstrimler eller gamle monterede diasbilleder. Billeder er min passion, og jeg går aldrig på kompromis med udstyret til at bearbejde dem. Jeg kan indscanne fra næsten ethvert medie i meget stor opløsning, og har altid state-of-the-art redskaber til fx fjernelse af støj, fremstilling af forstørrelser mv.
Jeg hjælper ofte med at rette op på digitalbilleder, som er taget under vanskelige lysforhold. Det kan for eksempel være billeder taget udendøre ved et bryllup eller en konfirmation, hvor personerne på billedet desværre er blevet underbelyste i ansigterne. Dette kan ofte efterbehandles, så billedet alligevel kan blive et smukt minde fra en vigtig dag. Det kan også være billeder der er taget i for svagt lys, og som derfor er fulde af farvestøj og virker uklare. Med en grundig efterbehandling kan dette som regel reddes, så der alligevel kommer et seværdigt billede ud af det.
Flade og farveløse billeder, der slet ikke gengiver stemningen fra familieferien eller barnet i haven, er også ganske almindelige. Billederne skal peppes op, så farver og stemning kommer til deres ret i et billede fuldt af liv.
Jeg hjælper også ofte med at rette op på kedelige snapshots af personer. Med den rette efterbehandling af farver, tilføjelse af textures, vignetter og lignende, kan billedet ofte alligevel blive til et seværdigt portræt. Og der er nu noget ganske særligt over portrætbilleder, som man selv har taget ved den specielle lejlighed.
Fjernelse af støv, ridser og andre småskavanker, isolering af hovedmotivet, flotte konverteringer til sort/hvid og sepia og farvekorrektioner fra gamle film hører også til blandt mulighederne.
Du kan bagefter få de behandlede billeder leveret enten digitalt eller trykt i de størrelser, som grundmaterialet kan bære. Jeg kan også lave gallerier lige til at lægge online, slideshows på DVD, eller fx beskæringer der passer som baggrund på din computer.
Restaurering og forbedring af billeder er selvsagt ikke en metervare, og laves enten på timepris eller efter tilbud. Ring og hør nærmere. Det er nok slet ikke så dyrt som du tror.